Guillaume Guillon Lethière
| Guillaume Guillon Lethière | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 10. januar 1760, 16. januar 1760  Sainte-Anne, Frankrig |
| Død | 22. april 1832, 21. april 1832 Paris, Frankrig |
| Dødsårsag | Kolera |
| Gravsted | Cimetière de Montmartre |
| Familie | Mélanie Hahnemann (adoptivdatter), Eugénie Servières (steddatter), Jean-Joseph-Xavier Bidauld (svoger) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | École nationale supérieure des Beaux-Arts |
| Elev af | Jean-Baptiste Descamps |
| Medlem af | Académie des beaux-arts (1818-1832), Institut de France |
| Beskæftigelse | Kunstmaler, professor |
| Arbejdsgiver | École des Beaux-Arts |
| Arbejdssted | Paris |
| Elever | Ignace-François Bonhomme, Horace Lecoq de Boisbaudran |
| Genre | Portræt |
| Bevægelse | Nyklassicisme |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af Æreslegionen (1818) |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Guillaume Guillon Lethière (født 10. januar 1760 på Guadeloupe, død 22 april 1832 i Paris) var en fransk maler.
Lethière, der var elev af Doyen, var en i sin tid særdeles anset historiemaler, i hvis stærkt søgte atelier en mængde kunstnere uddannedes i klassisk maleri efter de Davidske formler. Hans Brutus dømmer sine sønner til døden (1801), i hvis nøgne skikkelser man mærker studierne efter romerske skulpturer, vandt stort bifald, vel også på grund af dets republikanske tendenser; et billede af lignende åndsindhold (ligesom det forrige nu i Louvres samlinger) er Virginias død, der først udstilledes 1831 og da i sit klassicistiske tilsnit stak stærkt af mod de nyere kunstretninger. Lethière var 1811—20 direktør for det franske Akademi i Rom, 1825 blev han professor ved École des beaux-arts. Billeder af ham findes i Versailles, museer i Amiens (Aeneas og Dido 1819), Bordeaux (Den hellige Ludvig besøger en pestsyg 1822) og andre steder.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Lethière, Guillaume (egentlig Guillon) i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923)